Tur til Venedig med Bornholms Museumsforening

19. - 23. oktober 2019

  • Venedig1
  • Venedig3
  • Venedig

Kom med på tur til Venedig og biennalen med museumsinspektør Mathilde Renberg som guide.

Traditionen tro arrangerer Bornholms Museumsforening en tur til Venedig og biennalen, og i år ligger turen fra d. 19.-23. oktober.

Venedig er en af de mest besøgte byer i hele verden – og med god grund. Byen, der ligger ved en lagune i Adriaterhavet og er bygget på pæle, har nemlig noget for enhver smag, om man så er til god mad, shopping, arkitektur eller kunst. Sammen vil vi have fokus på kunsten, og blandt andet besøge biennalen, der afholdes hvert andet år, og er et must for alle, der interesserer sig for kunst, men der vil dog også være rig mulighed for, at du på egen hånd, kan udforske nogle af byens mange andre tilbud.

 

Program for turen:

Lørdag d. 19. oktober

I dag rejser vi. Der er udrejse fra Kastrup Lufthavn kl. 11.35 med ankomst i Marco Polo Venezia kl. 13.35. Transport i bus til hotellet.

Ved ankomst til hotellet vil I, udover nøgler til jeres hotelværelse, få udleveret et transportkort, som kan benyttes til alt transport i byen i tre døgn fra det aktiveres.

Efter at have været oppe at vende på vores værelser, mødes vi i hotellets foyer kl. 17.00, hvorefter vi sammen tager bussen ind til byen og oplever Piazza San Marco – Markuspladsen i San Marco-kvarteret, der betegnes som byens hjerte. Herefter er resten af dagen/aftenen til fri disposition.

 

Søndag d. 20. oktober

I dag besøger vi Venedig biennalens hovedudstilling ”Giardini”, og der er afgang fra hotellet kl. 09.00, så vi kan være klar, når den åbner kl. 10.00. På Giardini er ca. 75 lande repræsenteret, men vi nøjes dog med at besøge et udvalg af de bedste pavilloner, heriblandt den kuraterede hovedudstilling med titlen ”May you live in interesting times” og den danske pavillon, hvor den dansk-palæstinensiske billedkunstner Larissa Sansour er udvalgt som kunstner.

Den sidste del af eftermiddagen og aftenen vil være til fri disposition.

 

Mandag d. 21. oktober

I dag besøger vi Peggy Guggenheim Collection, der er et af de mest betydningsfulde museer for moderne kunst fra Europa og USA. Museet er placeret i Palazzo Venier dei Leoni, der tidligere var den amerikanske kunstsamler (og niece til Solomon R. Guggenheim) Peggy Guggenheims hjem, og det er også hendes private kunstsamling, der danner grundstenen i museets samling. Vi ser sammen udvalgte dele af den faste samling, samt særudstillingen ”Peggy Guggenheim. The Last Dogaressa”. Efter frokost (findes hver især) ser vi sammen den smukke barok-kirke ”Basilica di Santa Maria della Salute” (oftest blot kaldt ”Salute”), hvorefter resten af dagen er på egen hånd.

 

Tirsdag d. 22. oktober

I dag besøger vi Arsenale, byens gamle skibsværft, hvor der ligeledes er udstillinger og nogle af de landes pavilloner, der ikke har været plads til på Giardini.

Eftermiddagen er til fri disposition, mens der om aftenen er arrangeret en fælles afskedsmiddag på en god og hyggelig restaurant.

 

Onsdag d. 23. oktober

I dag er formiddagen på egen hånd, inden vi mødes (tidspunkt oplyses senere) i hotellets foyer, hvorefter turen går med bus til lufthavnen. Vi flyver fra Marco Polo Venezia kl. 17.10, og lander i Kastrup Lufthavn kl. 19.10.

 

Pris for rejsen:

Pris pr. deltager i dobbeltværelse: 7.295,- kr. Tillæg for enkeltværelse: 1700,- kr.

 

Prisen inkluderer:

- Fly København – Venedig t/r

- Transfer lufthavn-hotel t/r

- 4 nætter inkl. morgenmad på 3-stjernede Hotel Villa Costanza i Mestre

- Tur-pas til transport i 3 døgn

- Alle entreer

- Afskedsmiddag

 

Prisen inkluderer ikke:

-Transport til og fra København (Kastrup Lufthavn)

-Turistskat i Venedig (betales kontant på hotellet)

-Måltider, der ikke er nævnt

 

Tilmelding:

Turen udbydes til medlemmerne af Bornholms Museumsforening.

Turen gennemføres ved 20 tilmeldinger, og der er plads til max 25. Bindende tilmelding efter ”først til mølle” inden d. 31.03.2019 med indbetaling af depositum på 2400,- kroner pr. person til vda@bornholms-kunstmuseum.dk eller telefonisk på 5648 4386